

Foråret er over os, så nu er det tid til lidt nyheder fra Rumænien.
Såningen af solsikke, majs, soya og nogle få Ha havre på alle 3 ejendomme er nu afsluttet.
Den samlede markplan på 10433 Ha, har en afgrøde fordeling som vist nedenfor:
| Hvede | Raps | Soya | Majs | Solsikke | Havre | Lucerne | |
| Oravita | 2702 | 1082 | 174 | 550 | 32 | ||
| Videle | 2310 | 358 | 680 | ||||
| Amaru | 1802 | 299 | 392 | 16 | 36 | ||
| Markplan ialt | 6814 | 1082 | 174 | 1207 | 1072 | 16 | 68 |
En meget tør vinter i øst gav mulighed for at klargøre de fleste marker i januar og februar, så da det blev såtid, kunne dette ske direkte uden yderligere jordarbejde, og unødig udtørring kunne undgås.
Det er gået fint, men det er stadig meget tørt. Værst står det til i Amaru, hvor flotte hvedemarker nu skriger efter vand. Der er et meget stort område nordøst for Bukarest, der mangler virkelig vand.
I Videle er hvedemarkerne stadig fint grønne, men de vil også gerne have vand her inden alt for længe.
Den tørre vinter har gjort det muligt at forbedre veje, rense grøfter og grave nye. Det er selvfølgelig ikke særlig nødvendigt med afvanding lige nu, men det skal der nok blive brug for på et senere tidspunkt. Når vi ser tilbage i tidligere år, er der nok mere der er druknet end tørret væk. Derfor har vi i flere år gjort et stort arbejde for at sikre bedre afvanding.
I Oravita har foråret været lidt mere normalt (hvis normalt findes?), hvor det gælder om at være klar og udnytte de ”vinduer”, der opstår med lidt frost til at få tidlig gødning ud m.m. Også her i vest blev forårsarbejdet afsluttet rettidigt og endda med lidt regn umiddelbart efter, det sidste blev sået.
Corona virus er også en del af hverdagen i Rumænien og der tages lignende forholdsregler, som vi også kender til her i DK.
Vi har kunnet levere korn, men holder chaufførerne ude af kontoret. Afhentningen skulle fortsætte som planlagt og vi håber, det bliver muligt at få leveret reservedele m.v. resten af året.
6 gamle mejetærskere er byttet ud til 3 nye. Den første er allerede leveret, og vi er lovet, at de 2 andre også skulle nå at komme inden høst. Vi fortsætter strategien med at have lidt høstkappasitet selv og så leje os frem til resten.
Der har været kontakt med interesserede købere til Oravita, men der går mindst 1 måned inden de kan få lov at rejse ind i landet, så her må vi have lidt mere tålmodighed.
Corona har også gjort det umuligt at komme til Rumænien for at slutte regnskab, så alt er foregået via mail og Skypemøder med vores eget kontor og revisor. Efter omstændighederne er det gået fornuftigt, og vi gør alt hvad vi kan, for at holde tidsplanen.
Vi er ved at undersøge muligheden for, hvordan generalforsamlingen kan gennemføres. Det vil klart være ønskeligt, hvis den kan afvikles rettidigt den 19. maj, selvom det ikke kan gøres fysisk.
I hører nærmere herom, så snart vi har en afklaring – vi er jo ikke de eneste, der har denne udfordring!
Med venlig hilsen
Agri Invest A/S
Preben Hansen, formand
Mobil +45 40 34 68 21
preben@avdebogaard