
Kære aktionærer
Hermed lidt opdateringer fra Rumænien og bestyrelsesturen i starten af oktober.
Vi mangler at høste 160 ha. majs, som ikke var klar, da de øvrige arealer blev høstet. Forventer dog ikke, det vil ændre meget på gennemsnits udbyttet, som lander under vores budget.
Solsikke nåede heller ikke budgettet, men det gjorde soja, som ellers så ud til at give mere. Der var rigtig mange bønner, men de blev desværre for små. 30 ha soja ud af de 600 ha var ødelagt af får, så nu forventer vi at komme med i en vagtordning sammen med nogle naboer for at begrænse sådanne skader.
Alle afgrøderne der var sået i foråret, var meget udfordret af vandmangel, men med rigtig gode udbytter i de 3 vintersædsafgrøder, ser det totalt set ganske positivt ud.
| Afgrøde | Høstet | Budget | Færdighøstet |
| Vinterbyg | 7,3 t/ha | 5,5 t/ha | Ja |
| Vinterraps | 3,9 t/ha | 3,0 t/ha | Ja |
| Vinter hvede | 6 t/ha | 5,5 t/ha | Ja |
| Soya | 2 t/ha | 1,5 t/ha | Ja |
| Solsikke | 1,9 t/ha | 2,4 t/ha | Ja |
| Majs | 3,3 t/ha | 5 t/ha | Nej |
Der er ikke solgt majs, men her bruger vi en del til dem, der henter deres forpagtningsafgift i afgrøder.
Det meste af hveden er på lager, prisen følges tæt, men vi forventer ikke meget salg før i 2026.
Soja er også på lager, men her har vi tidligere set købsinteresse inden jul, så det følges også tæt.
Normalt arrangerer vi en bestyrelsestur til Rumænien hvert andet år, så i år var vi klar til afgang fra Billund søndag morgen den 5/10 kl. 06 med en flyvning til Timisoara, så vi kom så tæt på Oravita, som muligt. En lang mellemlanding giver lidt lang rejsetid, men var den eneste mulighed vi havde.
Det blev dog anderledes end forventet, da flyet blev aflyst og næste tur fra Billund var først dagen efter. Vi fandt dog i stedet en flyafgang fra København og nåede til Oravita sent om aftenen i stedet for om eftermiddagen (som planlagt). og fik indhentet tidsplanen i løbet af mandagen.
Mandag
Det var første gang bestyrelsen mødte det nye ledelseshold med Bo Andersen som driftsleder i Oravita.
Det havde heldigvis regnet en del, så vi måtte se markerne fra vejen, da våd jord i Rumænien fedter og klistrer helt vildt i forhold til det, vi kender fra Danmark.
800 ha er tilsået på det areal, vi har 25 km. fra ejendommen Her fik vi vand straks efter såning og afgrøderne står fint.
300 ha havde det for tørt efter såning, så vi måtte så om, og har efterfølgende fået vand. Vi forventer, det bliver ok. Der er også sået 1200 ha hvede og vi mangler at så 650 ha.
Tirsdag
Her var vi i Videle, hvor der nu er flere kommuner, der er færdige med statsbetalt tinglysning, som øger muligheden for at gøre krav på vores egen jord, bytte arealer og kompaktere, så der kan dyrkes større sammenhængende stykker.
Vi har i august ansat en jordmand mere, der udover Videle også skal løse lignende opgaver i Vanatorie, som ligger en halv times kørsel fra Videle. Her ligger 4.400 tons hvede i Silo-bags, og vi er i gang med planlægning af 2 nye kornhaller, som gerne skal stå klar til høst 2026.
Her er sået 535 ha raps, som har haft en hård og tør start. Flere dage med regn har forhåbentlig hjulpet, men vi afventer resultatet.
Turen gik videre til Vanatorie, hvor den største del af jordleje betaling for 1400 ha er i fuld gang og sker i form af afgrøder, hvor der kan vælges mellem byg, hvede eller majs. Her er sået 380 ha raps, og vi afventer også resultatet her.
Da vores tidsplan var rimelige stram, blev frokosten indtaget på værkstedet i Vanatorie.
Sidste stop tirsdag var kontoret i Bukarest, hvor vi nu har været i godt et år, og det var første gang bestyrelsen var der. Alle medarbejderne fik mulighed for at præsenterer sig og fortælle om deres funktion i virksomheden.
Arbejdsprocedurerne under Rumænske forhold blev gennemgået, og vi drøftede også, hvorfor der er behov for så stor en organisation i forhold til det, vi kender til i DK.
Dagen sluttede med fælles spisning i Bukarest.
Onsdag
Onsdagen foregik i Amaru, hvor vi gennemgik aktiviteterne på ejendommen. Herefter kørte vi til ejendommen med vanding, som vi har været i dialog om det sidste års tid (vist på generalforsamlingen). Vi håber og tror, at denne handel snart kan lukkes, og dermed også give mulighed for vanding på nogle af vores egne arealer.
Her er sået 800 ha raps, hvor hovedparten spirede fint og vi forventer det meste af arealet bliver fint.
I løbet af de dage, vi var i Rumænien, kom der mellem 60 og 140 mm vand, og alle vores arealer har fået gavn af regnen. Så selvom det har forsinket afslutningen af majshøst og så arbejdet, er det en fantastisk start på sæson 2026.
Der er indtil nu sået 1700 ha uden forudgående jord behandling og det gøres, hvor det er muligt. Vi ville gerne have set det i marken, men det var selvfølgelig meget mere værdifuldt at få noget regn.
Sidste stop var 25 km fra Amaru, hvor et af de firmaer, der skal give tilbud på kornhallerne i Vanatorie, har opført 2 kornhaller. Vi har valgt kornhaller frem for siloer, da vi i Videle næsten ingen plads har til gødning, såsæd og maskiner og der giver en hal fine muligheder.
Det er planen, at vi inden for nogle uger kan sende jer de forventninger, vi har for resultatet i 2025 og som kan gennemgås og underbygges på vores online aktionærmøde fredag, den 12/12 2025 kl. 10.00.
Med venlig hilsen
Preben Hansen
Bjergskovvej 24
4300 Holbæk
Mobil +45 40346821
preben@avdebogaard.dk