

Så er det tid til lidt nyheder lidt inde i hvede- og rapshøsten. Jf. billeder under “Nyheder”.
Jeg har i uge 27 været rundt i Rumænien, og det ser ganske positivt ud, selvom et sent forår har udsat høsten 8 – 10 dage.
Turen startede i Oravita, hvor hvedehøsten gik i gang midt i uge 26 med egen mejetærsker.
Fra mandag i uge 27 kom de 3 ind lejede mejetærskere fra det Polske firma, vi har brugt i flere år.
Det er store kornmængder der kommer hjem, og vi nåede på en dag op på over 1700 tons. Det er tæt på, hvad der kan komme igennem transportanlægget på et døgn.
Lørdag den 10/7 blev rapshøsten startet, men allerede sat i stå efter høst af ca. 60 ha af et kraftigt regnvejr – helt uden forvarsel. Det er dog til stor gavn for majs, solsikke og soja der har haft det lidt tørt i vest.
Herefter videre til Videle om onsdagen, hvor hvedehøsten også var startet nogle dage tidligere. Her har vi, ud over vores egen mejetærsker, indlejet 4 lidt mindre mejetærskere via lokale landmænd, der her i området er god mulighed for at lave aftale med. Det fungerer godt og er økonomisk en attraktiv løsning.
Der er i år en del lokale landmænd, der har ønsket at sælge korn til os til priser, der gør det interessant. Det giver stor travlhed på vægten, og da der ikke er så meget silokappasitet i Videle, bliver der samtidig hentet korn, som er solgt til fornuftige priser tidligere på året.
Det er meget positivt, at de lokale landmænd viser os den tillid det er, at levere korn ind og føle sig sikre på en fair afregning. Det er fin kvalitet de leverer til os.
Torsdag morgen var jeg i Bukarest og på kontoret, hvor en stor del af arbejdet i Corona tiden er foregået hjemmefra. Alle opgaver er på trods af dette blevet løst helt tilfredsstillende.
Videre til Amaru hvor hvedehøsten kun lige var startet, men stoppet kortvarigt igen på grund af regn. Regn, som vi virkelig manglede i sidste år i Amaru er heldigvis kommet jævnligt i år. Det er rigtig fint, da vi med meget stort vandunderskud i jorden fra sidste år kunne have fået meget store problemer i år. I Amaru indlejes også 1-2 lokale mejetærskere.
Status på høst midt i uge 28:
Oravita : Der høstet 1240 ud af 1712 ha hvede, og raps 717 ud af 1092 ha.
Videle : Der høstet 1100 ud af 1800 ha hvede, og vi er lige startet på raps.
Amaru : Der høstet 350 ud af 1250 ha hvede.
Det er for tidligt at sætte nøjagtige tal på udbytterne, men alt tyder på, at vi for hveden lander pænt over budget, som er 5,5 t / ha.
Når vi har afsluttet høst af hvede og raps udsendes de endelige høstresultater.
Rigtig god sommer og ferie til alle.
Med venlig hilsen
Preben Hansen, formand