

Så er der lidt nyt igen fra Rumænien.
Vi er færdige med raps og hvedehøst på alle 3 ejendomme. Det regnede heldigvis ikke så meget i høsten som i maj og juni måned. Vi undgik dog ikke fastkørsler i høsten – værst var dog, som omtalt sidst, de store arealer der blev oversvømmet i denne periode.
Nedenstående et par billeder fra Oravita.
Udbytterne vi viser er et gns. for hele det såede areal, så selv om vi kan se pæne udbytter på arealer, der ikke er skadet af vand, hjælper det jo ikke på mængden, der kommer i siloen! Det er mere ærgerligt at se afgrøder blive ødelagt kort før høst, hvor alle omkostninger allerede er afholdt.
| Område | Hvede | Raps | Budget, hvede | Budget, raps |
| Oravita | 4,2 t/Ha | 2,0 t/Ha | 5,5 t/Ha | 2,7 t/Ha |
| Videle | 5,5 t/Ha | 2,9 Ha | 5,5 t/Ha | 3,0 t/Ha |
| Amaru | 5,9 t/Ha | Intet | 5,5 t/Ha | Intet |
Alle med kendskab til planteavl ved også, at det ikke er i et vådt år, der kommer den bedste kvalitet. Lav hektoliter vægt og risiko for højt indhold af Fusarium på arealer, hvor det ikke har været muligt at sprøjte rettidig p.g.a. det meget våde vejr.
Der er også store sorts forskelle, og vi prøver fortsat nye for til stadighed at have mulighed for at udskifte de sorter, der klarer sig dårligst.
At det er et generelt problem med kvaliteten i store dele af Rumænien, hjælper os ikke meget. Vi har ikke solgt hvede endnu, men følger markedet og delsælger, når der er mulighed for det.
Såsædsanlægget i Amaru er i fuld gang med at producere til alle ejendomme.
Det har været varmt den sidste tid, så høst af solsikke i øst nærmer sig med hastige skridt – et par uger tidligere end i vest.
Der er sået efterafgrøder, og der forberedes nu til raps.
Vedr. salg af Oravita har jeg været 4 dage på farmen sammen med mulig køber og dennes rådgivere. Ejendom, maskiner og samtlige jordstykker er gennemgået, processen er i gang, men går ikke hurtigt. Nedenstående billeder fra farmen i Oravita, set fra en silotop:
Til sidst skal jeg beklage, at jeg har været lidt længe om at få dette Nyhedsbrev færdiggjort, men høst på hjemmebanen har taget lidt tid! Håber høsten går godt for jer, der har gang i den.
Følg gerne med under nyheder, hvor vi løbende lægger billeder op fra det daglige arbejde i Rumænien.
Fortsat god sommer.
Med venlig hilsen
Preben Hansen, bestyrelsesformand