Efter en fin tur rundt på vores ejendomme i Rumænien, har jeg lidt foreløbige høstmeldinger til aktionærerne.
I Oravita blev, specielt rapsen, ramt af en hård vinter, men udbyttet har alligevel holdt budgettet. Blev høstet færdig den 4. juli – 760 Ha med et udbytte på 3,2 t/Ha.
Hvedehøsten startede den 23. juni og blev færdig den 12. juli. Vi har brugt en ny sort, der modner ca. som vinterbyg, men som er en meget bedre handelsvare. Udbyttet på de 2100 Ha blev med 6,4 t/Ha bedre end budgetteret (6,0 t/Ha) .Vintersæden er gået i stå på grund af mangel på vand, og der er desværre ikke udsigt til noget nedbør. Det gør, at et mindre areal havre er høstklar i næste uge, og majs og solsikke, som også er ramt af tørken, vil være klar allerede i august.
Efter de store udfordringer med mejetærskerne sidste år, solgte vi 2 og erstattede dem med 2 indlejede maskiner, der høster hvede og raps og det giver, sammen med vores 2 egne, en god kombination.
I Videle blev et stort vintersædsareal sået tidligt, og med et godt snedække i vinter, har det fået en fin overvintring.
Der er indtil nu høstet 325 Ha raps med et udbytte på 3,3t/Ha og 525 Ha hvede med 7,2t/Ha. Nedbøren har her været i orden, så både soya og solsikke står godt.
I Amaru er høsten kun lige startet, og her er meget vådt ligesom i efteråret. Efter en hård vinter, med masser af gæs og for meget vand i foråret, må det samlet forventes at påvirke udbyttet negativt i vintersæden.
Der er høstet 165 Ha raps med et udbytte på 3,0 t/Ha og 190 Ha hvede med 5,0 t/Ha. Begge marker har været hårdt ramt af gæs, så vi håber, at der specielt for hveden, er udsigt til et højere udbytte.
De store mængder nedbør har dog gavnet vårsæden, som der er mere af i år end normalt. Vi har både solsikke, majs og som noget nyt 100 Ha byg, som skal leveres til et malteri i området.
Skaderne af den meget nedbør er helt klart blevet begrænset af de mange kanaler, der er renset og gravet de sidste 5 år.
Som jeg startede med at skrive, er det jo ikke det endelige høst resultat, men udelukkende det, vi kender på nuværende tidspunkt. Når vi kommer lidt længere hen på sæsonen, vil vi sende en opdatering ud.
Lidt omkring salget:
Køber er stadig meget positiv, og vi har lagt pres på, for de får afsluttet deres arbejde. Det forventes at ske snarest, og jeg skal inden udgangen af juli ned og underskrive selskabssplittet. Denne proces forventes at tage 4 -5 måneder, men det forhindrer ikke, at den endelige aftale kan blive færdig meget tidligere.
Der er et EU projekt på siloanlægget, der udløber 1. februar 2018, og derfor kunne det være et godt tidspunkt at overdrage på.
Tidligere har vi godt nok oplyst, at vi satsede på overdragelse omkring 1. august 2017, så vi kunne høste færdig (høsten er jo vores) og køber kunne starte med at tilså. Denne løsning vil dog give nogle udfordringer, så en overdragelse om vinteren skulle være nemmere at løse.
Jeg forstår godt, hvis I syntes det tager lang tid, hvilket også er meddelt mægler og købers advokat, men de prøver at berolige mig med, at køber er et meget stort selskab og her tager ting tid, hvilket en advokat nok også får lidt ud af !!
Men – troen på det lykkes er dog stadig intakt.
Rigtig god sommer til alle.
Med venlig hilsen
Agri Invest A/S
Preben Hansen Formand
Mobil +45 40 34 68 21
preben@avdebogaard