Nyhedsbrev marts 2014
Generalforsamling:
Generalforsamlingen er planlagt til afholdelse torsdag den 1. maj kl. 11.00 i Aalborg.
Eventuelle forslag til fremsættelse på generalforsamlingen bedes fremsendt senest den 1. april.
Egentlig indkaldelse tilgår i april.
Aktionærtur:
AKTIONÆRTUR TIL RUMÆNIEN!
Der indbydes herved til Aktionærtur til Rumænien i dagene 11. – 14. juni 2014.
Turen går både til Bukarest området og til det vestlige Rumænien og indeholder besigtigelse af alle Agri Invest´s tre sites i Mizil, Videle og Oravita, ligesom vi møder vor organisation der – sitemana-gers og nogle af de øvrige personer, der arbejder for Agri Invest A/S.
Turen omfatter:
I turen er indeholdt en bustur tværs over landet fra Videle til Oravita, med et stop, med overnatning, i Orsova ved Donau.
Prisen for hele arrangementet er kr. 6.940 pr. person.
Idet vi forventer, at der bliver rift om pladserne, har aktionærer fortrinsret. Såfremt man ønsker at have sin ægtefælle eller andre med, er disse også velkomne til at tilmelde sig.
Tilmelding efter ”først til mølle princippet” senest 14.03.13 kl.12.00 til Birthe Dencker mail: bds@agrinord.dk tlf: 96345226.
(vi beklager den korte tilmeldingsfrist, der er bestemt af flyselskabet!)
Situationen på markdriften:
I Oravita har vintervejret næsten kun bestået i noget barfrost ned til -7 grader, med noget kraftig orkanagtig blæst i januar/februar. Dette har naturligvis gjort sin indvirkning på vintersæden, med svidning af bladene, specielt i rapsen, men det vurderes fortsat, at al vintersæden overlever, og retter sig efter denne blæst, idet planterne på nuværende tidspunkt ser ud til at rette sig pænt.
Det tørre vejr har betydet, at vi har været i stand til at køre i marken i Oravita, så al vintersæden har på nuværende tidspunkt fået gødning, ligesom vi har været i gang med opharvning af efterafgrøder. Så sæsonen er startet godt op her f.s.v.a. forårsarbejdet.
I Videle kom vejret til at drille mere i februar end forventet, idet smeltevandet ikke rigtig vil forsvinde fra overfladen og der er kommet lidt nedbør ind imellem, så vi har været ude at forsøge os med gødningssprederen nogle gange, men vi ”skøjter rundt” i markerne, og kører fast med traktoren.
I Mizil har vi først for nylig været i stand til at komme rundt og inspicere vinterafgrøderne. Her har vi jo haft så meget sne, at gårdspladsen og landevejen forbi farmen var lukket, og landevejen herefter kun farbar i ét spor i to uger. Men nu er alt altså åbent igen, men alle grøfter og kanaler er naturligvis fyldte med vand og det er totalt umuligt at færdes på arealerne.
I både Videle og Mizil fortæller mark inspektionerne, at der ikke er udvintrede afgrøder, og at næsten alt ser ud til at trives rigtig pænt, her efter vinteren.
Vi er naturligvis klar over, vi snart står over for en arbejdsmæssig udfordring, idet foråret kommer ”på én gang” på disse to sites, så alle arbejdsoperationer skal udføres samtidig, men det eneste vi kan gøre lige nu, er at holde mandskab, maskiner og råvarer ”i beredskab” og det er situationen.
Med venlig hilsen
Richardt Duus, adm. direktør