Nyhedsbrev august 2013
Midtvejs høst status
Høsten af vinterafgrøderne – hvede, raps og vinterbyg er netop afsluttet.
Hveden er høstet med gennemsnitsudbytter på 5,5 tons pr. HA på de to østlige sites, Mizil og Videle og på 4,2 tons pr. HA i Oravita i vest.
Denne forskel er betinget af vejret i forårsmånederne, idet det generelle billede af hveden var positivt efter vinteren, med en høj overlevelsesprocent.
Efterfølgende i foråret, var der først meget vådt med meget få dage med mulighed for sprøjtning og gødningsspredning. Herefter – sidst i april – blev der ca. 20 dage med ekstremt høje temperaturer og bagende sol.
Dette betød, at vinterafgrøderne begyndte at blive trykkede af tørken, inden regnen kom, værst i Oravita.
Rapsen, i alt ca. 1.200 HA på de tre sites, har givet et gennemsnitligt udbytte på 2,3 tons pr. HA. Rapsen har også overvintret tilfredsstillende alle steder, men i Oravita hvor den stod absolut bedst i efteråret med store veludviklede planter inden vinteren, fik den størst modgang i foråret, hvor de meget våde forhold først på foråret, ødelagde en stor del af rodnettet, men planterne formåede dog for en stor dels vedkommende at sætte nye, højt liggende rødder, så vi trods alt her fik et udbytte på 2 tons pr. HA. I Mizil var vi faktisk i tvivl om rapsens overlevelse i efteråret, men her blev udbyttet alligevel på gennemsnittet.
Vinterbyggen udgjorde i alt 210 HA i Oravita. Her blev marken meget præget af den hede, tørre periode i april, hvilket gav små kerner, og dermed et udbytte på 3,3 tons pr. HA.
På positiv siden tæller naturligvis at udvintrings procenten i samtlige vinterafgrøder er meget lav, ligesom vi undgik forrige sæsons problem med udtørring af rapsen i efteråret.
Alle vinterafgrøder er indhøstet tørre og i god kvalitet, så de er lagerfaste uden tørringsomkostninger. Ligeledes er en meget stor del af hveden af brødhvede kvalitet. Alt er oplagret i vore egne faciliteter.
Markedet for salg af afgrøder i Rumænien er, i lighed med resten af Europa, præget af lave priser. Vi har for nuværende aktiviteter i gang omkring salg af de første portioner af afgrøderne, og vil naturligvis sprede salget over et længere tidsforløb.
Majsen, ca. 1.100 HA,ser på nuværende tidspunkt ud til at klare sig godt i Mizil og Videle, mens billedet er mere varierende i Oravita, hvor ca. 2/3 af i alt ca. 1.600 HA lider under den nuværende tørke.
Richardt Duus,
adm. dir.